VELKOMMEN TIL TUMLE-KLUBBEN

Tumle: Kulturmaskinens børnemaskot

Kulturmaskinen har en beboer, som er glad for byens allermindste borgere.

Han er stor, blå og lodden – og en garanti for fantastiske kulturoplevelser i børnehøjde. Hvis du har været til et af Kulturmaskinens børnearrangementer, har du måske allerede mødt ham.

Om sommeren finder du ham helt sikkert i Farvergården, hvor han leger, ser nycirkus og lytter til musik sammen med børn og barnlige sjæle.

Og om vinteren, når mørket sænker sig over Farvergården, og det bliver for koldt til at opholde sig udendørs, søger han gerne ind på Kulturmaskinens kreative værksteder, hvor han hjælper børnene med at lave flotte julegaver til deres forældre.

Han er typisk at finde sammen med sin bedste ven, Frida, som altid passer på ham og sørger for, at han er veltilpas og klar til at møde nye venner.

For han elsker børn, og han bliver aldrig træt af at se glade og grinende børneansigter omkring sig.

Og så taler han et underligt snabelsprog, som kun Frida kan forstå. Det er derfor, hun altid er ved hans side – så han ikke bliver forlegen, når han skal præsentere sig.

Men han er alles ejendom – og alle er velkomne til at give ham et kram. Han hedder TUMLE, og han er Kulturmaskinens børnemaskot.

Og så har han også sin helt egen klub, Tumle-klubben, som står hans hjerte meget nær. Det er nemlig her, han har mulighed for at gøre det, han elsker allermest: at skabe kulturoplevelser for hele familien, kulturoplevelser, som spænder over flere generationer og fejrer fællesskabet.

Kulturoplevelser i børnehøjde

Tumle-klubben er Kulturmaskinens kulturtilbud til børn i alderen 2-10 år – og deres voksne.

Vores tanke med Tumle-klubben er at give børnefamilier oplevelser med plads til nærvær, fordybelse og fællesskab. Til Tumle-klubbens børnearrangementer kan I sammen fordybe jer i musik, teater, leg, dans, fortællinger eller kreative projekter.

I Tumle-klubben er familie et vidt og fleksibelt begreb. Det omfatter både mor, far, søskende, bedsteforældre, halvsøskende, bonussøskende og alle mulige andre, der indgår som en del af netop jeres familie. Så rigtig gode venner er også mere end velkomne.

Vi favner utrolig bredt, fordi vi sætter stor pris på mangfoldighed, og fordi vi gerne vil nå ud til så mange legesyge og oplevelsessultne personer som overhovedet muligt.

Et medlemskab i Tumle-klubben giver op til 50% rabat på Kulturmaskinens børnearrangementer. Derudover får man rabat på en masse spændende fynsk børnekultur, som Kulturmaskinen gerne vil være med til at sætte fokus på.