Faciliteter og maskiner

På tekstilværkstedet er det næsten kun fantasien der sætter grænser. Du kan dukke op med en idé og materialer hjemmefra, eller du kan finde inspiration, mønster og materialer heroppe. Det er helt op til dig, og vi har store hvide arbejdsborde du kan brede dig over, når du skal klippe, skære og samle dit syprojekt.

Laver du beklædning til dig selv eller skal du bare lægge bukser op har vi et prøverum, når der skal rettes til.
Skal din kjole, pude eller babybodystocking have frisket farven op, have et mønster eller batik kan du benytte vores velassorterede farvekøkken.
Vil du lave et nyt bælte, et læderpenalhus, reparere din gamle lædertaske, eller præge læder til det næste skindprojekt, har vi også forskellige redskaber til det.
Og er du i tvivl om, hvor snittet skal ligge, hvilken vej sømmene skal vende, eller hvad der er næste skridt i dit syprojekt, er det kyndige personale klar til at guide og vejlede dig.

Maskinparken

Vi har adskillelige symaskiner og overlockere du kan benytte dig af, og hvis dine sømme skal se lækre og professionelle ud, har tekstilværkstedet også en cover stitch-maskine du kan bruge.
Skal der brodereres på en dåbskjole eller skal din t-shirt have et pift, har vi flere broderimaskiner, som kan brodere alt fra Elsa fra Frozen til dine initialer eller en særlig dato. Med andre ord: mulighederne er mange!

Svingarmsmaskiner

På tekstilværkstedets svingarmsmaskiner kan du b.la. lave slåede knapper, sejlringe og trykknapper.

Diverse

Har du købt et fed garn, men får det ikke vundet op derhjemme, har vi en garnvinde, så dit garn forvandles fra fed til et lækkert nøgle i løbet af nul komma fem.
Hvis du skal have ombetrukket din puf eller hæftet stof på en opslagstavle har vi en hæftepistol til det.
Sidst men ikke mindst har vi naturligvis strygejern og dampmaskine til fri afbenyttelse.

Kommende Arrangementer

Se alle