Skrivemaskinen: Vi vil skabe et synligt fællesskab for litteratur. Et sted hvor man kan tage sine tekster op af skuffen og blive bedre til at skrive

INTERVIEW

1. april starter Skrivemaskinen, et nyt skriveværksted, forfatterkursus og fællesskab for litteratur og ord, op i Kulturmaskinen i Odense. Her får man muligheden for at udvikle sit skrivetalent, prøve sine tekster af på andre og blive en bedre forfatter.

Når Skrivemaskinen åbner til april, er det med intentionen om at give unge, fynske skribenter et sted, hvor de kan udvikle sig og blive endnu bedre til at skrive. Her arbejdes med egne tekster, så man kan få kvalificeret sin egen måde at skrive på og få blik for hvordan ens ord og sætninger opfattes og læses med andre øjne. Det at få sin tekst læst af andre er netop kernen i at udvikle sig som skribent:

”Vi skal blive bedre til at læse vores egne tekster, for når man sidder derhjemme, kan man nemt blive blind overfor det, man skriver”, forklarer Mikkel Baaring Andersen, der er projektleder og idémanden bag Skrivemaskinen.

Idéen

Idéen til Skrivemaskinen opstod netop, fordi Mikkel Baaring Andersen selv ville ønske, han havde haft en sådan mulighed, da han var yngre:

”Idéen til Skrivemaskinen opstod, fordi jeg selv er fra Vestfyn, og dengang jeg var ung, der gik man til fodbold, eller man gik spejder, eller man gik til håndbold ude i Tommeruphallen, men litteratur var ikke en mulighed. Det var ikke en mulighed at skrive. Da jeg så begyndte på universitetet og begyndte at skrive selv, tænkte jeg tilbage og blev frustreret over, at der ikke havde været den mulighed. Det havde gjort mig bedre, så idéen bag det er at give det til Fyn og til Odense, som jeg selv manglede – et sted hvor man kan dyrke sin interesse for litteratur og for at skrive”.

“Man skal være dygtig, men man skal også være i tvivl”

Det er tydeligt, at Mikkel Baaring Andersen er passioneret omkring skrivning og litteratur. Selv har han skrevet i mange år og debuterede i 2010 med en novelle på Byens Forlag. Siden da har han skrevet til tidsskrifter, oversat bøger, lavet redaktionsarbejde og herigennem været infiltreret i det litterære miljø i København. Hans nysgerrighed på litteratur, hvad der gør det gode ord, den gode sætning og den gode tekst, er i bund og grund dét, der driver ham som underviser:

”Jeg er super interesseret i den her undervisningsrolle. For man skal være dygtig, men man skal også være i tvivl. Pablo Llambías, der er tidligere rektor på Forfatterskolen, sagde på et tidspunkt til mig, at en dygtig underviser også kan være i tvivl. Underviseren kan være i tvivl om, hvad en god tekst er, hvad ens egen praksis for at skrive er, og disse spørgsmål undersøger man sammen. Man stiller de samme spørgsmål. Og det er spændende; at være en del af de spørgsmål og afsøge dem sammen”.

Fællesskabet

Hvornår en tekst netop lander der, hvor den fungerer, afhænger af mange forskellige faktorer. Mikkel Baaring Andersen håber, at Skrivemaskinen kan blive et sted og et fællesskab, hvor man møder ligesindede, tager sine tekster op af skuffen og snakker om dem – uden det er mærkeligt:

”Det med at tage sådan en tekst frem, hvis man har givet af sig selv i de her tekster, kan være en meget angstprovokerende ting, men hvis man er enige om det i rummet, kan det måske blive en lille smule mindre angstprovokerende. Så det er en vision at få de her tekster op af skuffen, og dyrke et fællesskab også, hvor man kan gå til foredrag, oplæsninger eller opsøge litteraturen, sammen med andre”.

Ifølge Mikkel Baaring Andersen er det netop vigtigt med et sådant skrivefællesskab, fordi det er en anden måde at undervise på, end det fx er på skolebænken, hvor en underviser udlægger en tekst på en bestemt måde med en model eller konklusion som formidlingsredskab. Når man får udlagt en tekst på en bestemt måde, er det vigtigt at være kritisk og huske på, at litteratur kan tolkes på alle mulige forskellige måder.

Redskaber til at blive bedre

På spørgsmålet om hvad deltagerne får ud forløbet, svarer Mikkel Baaring Andersen at:

”De får nogle redskaber til at blive bedre til at skrive. De får nogle pejlemærker, hvor de kan sige, den dér tekst fungerer. De får et fællesskab, hvor de kan vise deres ting. Og så får de helt konkret erfaring med det at blive læst af andre, som er fuldstændig uvurderligt, når man selv skal skrive, for man kan ikke læse, hvad man selv skriver, før man er blevet bevidst om de processer, der sker, når andre læser det, man skriver. Man er en dårligere læser, end man tror”.


Forløbet, der starter 1. april, kommer til at bestå af 9 workshops hen over en periode på to måneder og en afsluttende weekend, hvor tekster skal præsenteres til offentligheden. Foruden Mikkel Baaring Andersen er det planen, at der skal komme flere gæsteundervisere, der med deres forskellige tilgange til litteratur kan bidrage til endnu større mangfoldighed i skribenternes skriveri. Når det kommer til at blive en del af Skrivemaskinen, er der ingen begrænsninger:

”Vi arbejder med en målgruppe på unge mennesker på 16-25, men vi åbner op for alle. Der er ikke nogen, der ikke er plads til. Er der mange, der er 16 eller 35, så laver vi nogle hold, der kan håndtere det. Der er ingen begrænsninger rent erfaringsmæssigt, men vi vil gerne høre lidt om vores deltagere, så vi kan sammensætte de bedst mulige hold. For forløbet kan også fungere som en slags katalysator for at komme i gang med at skrive – hvis man vil det. For det vigtigste er, at Skrivemaskinen handler om at lave et synligt fællesskab for litteratur i Odense. Den opgave begynder vi på nu, og vi skal gøre det sammen med dem, som vil skrive”.

Om første hold i Skrivemaskinen:

Om Mikkel Baaring Andersen:

  • Født 1988
  • Cand.mag. i dansk litteratur med speciale i sproglig æstetik og præcision i skrivekunstundervisning
  • Tilknyttet redaktør på Forlaget Virkelig
  • Oversætter fra norsk af Sigurd Tenningen, Vævet
  • Oversætter fra amerikansk af Susan Fennimore Cooper, Ahornsukker
  • Udgivet i de litterære tidsskrifter: OVBIDAT, Københavnske Istidende, Texas Longhorn, Slagtryk, m.fl.
  • Udgivet i de akademiske tidsskrifter: Synsvinkler og Spring