Eventteknikker-elev søges

Bliv eventteknikker-elev til events, musik- og kulturarrangementer hos Kulturmaskinen i Odense Kommune. Drømmer du om at arbejde bag scenen til spændende kulturbegivenheder? Har du lyst til at være med i planlægning og afvikling af Kulturmaskinens mange events, musik- og kulturarrangementer? Så er du måske Odense Kommunes nye eventteknikerelev!  Odense Kommune søger pr. 1. august 2019 en […]

Odense Kommune søger pr. 1. august 2019 en eventteknikerelev med speciale i illuminationsteknik.

Om uddannelsen 
Uddannelsen som eventteknikerelev med speciale i illuminationsteknik varer 3½ år, hvor du lærer at forberede forskellige typer af produktioner og events som teaterforestillinger, koncerter, udstillinger m.m. Du er med i hele processen fra indkøb af materialer til at have styr på det elektroniske udstyr. Derfor lærer du bl.a. om:

  • Sceneteknik
  • Opsætte og nedtage lyd-, lys- og andet teknisk udstyr
  • Håndtere udstyr i flere stadier: på lager, under transport og ved afvikling af forestillinger og events
  • Dekorationer
  • Teknikken bag lys og lyd
  • Konstruere kulisser og rekvisitter

Uddannelsen er opdelt i to trin: først får du et fagligt fundament som produktionsassistent og derefter læser du specialet eventtekniker, hvor du får erfaring med enten opsætning og brug af avanceret lysudstyr (illuminationsteknik).

Som færdiguddannet eventtekniker kan du planlægge, opstille og afvikle lys og lyd ved større events og varetage rollen som projektleder, når events skal planlægges og gennemføres.

Hvem er du? 
Vi lægger vægt på, at du har lyst og energi til selvstændigt at indgå bredt i Kulturmaskinens tekniske opgaver. Derudover har du:

  • erfaring med og har stærk lyst til at fordybe dig i ny teknologi
  • erfaring med eller stærk interesse for en eller flere kulturformer (musik, teater, etc.)
  • en god og positiv fremtræden
  • glæde ved at få projekter til at lykkes i tæt samarbejde med andre

Om os
Uddannelsen veksler mellem skole og praktikforløb, hvor du bliver en del af Kulturmaskinen i By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune. Kulturmaskinen er byens kulturelle legeplads med fantastiske muligheder for kulturelle arrangementer både indendørs og i ”Farvergården”, der er specialindrettet til udendørs kulturbegivenheder.

Vi har tværgående samarbejder om events i hele byen og er i særlig tæt samarbejde med de øvrige kulturinstitutioner på Brandts Klædefabrik. Hvert år afvikler vi ca. 600 arrangementer fra helt enkle produktioner til meget komplekse og teknisk krævende begivenheder. Du får den perfekte ramme for uddannelsen som eventteknikerelev, fordi du kommer til at arbejde med mange typer af arrangementer fra intime begivenheder i vores hyggelige koncertsal med 300 tilhører, arrangementer i Magasinet med op til 800 deltagere, kunst- og kulturarrangementer i Kunstbygningen Filosoffen til udendørsfestivaller med et par tusinde deltagere.

Adgangskrav
Der er flere veje til at blive elev hos os:

  • Du har færdiggjort grundforløb 2, og er klar til at starte uddannelse til august 2019
  • Du er villig til at tage et grundforløb med opstart i august 2019, der giver adgang til uddannelsen (så starter du i praktik hos Kulturmaskinen til januar 2020). Du skal have bestået dansk og matematik på 9. eller 10. klasses niveau med en gennemsnitskarakter på mindst 2,0.

For at blive eventteknikerelev i Odense Kommune er det en forudsætning, at du følger skoleforløb på NEXT Uddannelse København.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.Du får elevløn fra den dag din uddannelse træder i kraft, altså både i praktik- og skoleperioder. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen. Der kan forekomme aften- og weekendarbejde i forbindelse med afvikling af events.

Vil du vide mere?
Du kan læse mere om uddannelsen på UddannelsesGuiden og NEXT Uddannelse København.Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Jimmi Mørup Nielsen, funktionsleder Kulturmaskinen på tlf. 2012 4618 eller Michael Bæk Eglin, Kulturtekniker på Kulturmaskine, på tlf. 4045 5463.

Det praktiske:
Ansøgningsfristen er tirsdag den 4. juni 2019, og vi forventer at afholde samtaler den 11. juni 2019.
Klik her for at ansøge.

Er du fyldt 25 år og har relevant erhvervserfaring/uddannelse, skal du kontakte en erhvervsskole med henblik på at få lavet en realkompetencevurdering (RKV), som skal vedlægges din ansøgning.

Husk at vedlægge relevante dokumenter, som fx grundforløbsbevis, eventuelle eksamenspapirer og udtalelser. Har du endnu ikke afsluttet dit grundforløb, skal du oplyse, hvornår det forventes afsluttet.