Velkommen til Kulturmaskinen

Kulturmaskinen er byens kulturelle legeplads, og her er der ikke nogen, der ikke er plads til.

Lerværkstedet
Elsker du at kreere med hænderne, er Lerværkstedet din nye oase, hvor du kan dreje og forme smukke eller sjove ting og gøre dem endnu smukkere med glaseringer.

Tekstilværkstedet
Er du mere til at strikke eller sy, så skal du en etage op på Tekstilværkstedet, for her kan du sy din nye sommerkjole eller ungernes fastelavnsdragt eller et sengetæppe til din mor eller fikse den kant på yndlingsbukserne, som er gået op.

Mediegrafisk værksted
På Mediegrafisk værksted kan du trykke på tøj (måske er I en klub, som mangler trøjer? Måske er du iværksætter og trænger til et logo-print?), du kan printe plakater og bannere og få hjælp til logo-arbejde og hjemmesider. Og hvis familiefotografierne skal tages, så kan du bare booke fotostudiet.

Magasinet & Store sal
I Magasinet og Store Sal er der koncerter, foredrag, musicals & comedy, og hvis du mangler centralt placerede lokaler i Odense, så er Rosenbækhuset og mødelokalerne et oplagt valg.

TUMLE-klubben
Tumle-klubben er Kulturmaskinens børneunivers med den store blå bamse, Tumle, som maskot. Det er en paraply for Børnemusikfestival, Børneteaterfestival, musik og leg, og i juli flytter klubben ud under Farvergårdens sol med klippe-klistre-aktiviteter, ansigtsmaling, musik, teater, sand- og vandpjask.

OFF-Odense Internationale Filmfestival
I eftersommeren hersker OFF, som er Danmarks hyggeligste, modigste og mest opfindsomme kortfilmfestival med et varieret og eksperimenterende filmprogram, tankevækkende oplevelser, debatter, workshops, koncerter og meget mere.

Kulturmaskinens Café
I stueetagen finder du Kulturmaskinens Café, hvor du kan nyde kaffe, kolde drikke og mad med hyggelig udsigt til Farvergården.

Faciliteter for handicappede                                                                                                                                                                                      Der er adgang til alle værksteder med elevator. Elevatorens døråbning er 90 cm, og elevatorrummet er 95 cm bredt og 140 cm dyb. Caféen har også en lift, der måler 90/92/147 cm. Læs mere om vores faciliteter for handicappede her [link på vej!]

Uanset altså hvem du er, så er Kulturmaskinen dit hus. Dørene er åbne, der er altid nogen til at tage venligt imod dig og hjælpe dig på plads og videre med dit projekt eller din udfordring.

Velkommen!